DKF's Historie

Dansk Kosmetolog Forening blev stiftet i 1957. DKF er en brancheforening for alle der har berøring med skønhedsbranchen, både som behandler eg leverandør. DKF udgiver et blad "ESTHETIQUE" 4 gange årligt. En gang årligt afholder DKF en kongres for branchens medlemmer med udstilling / foredrag / generalforsamling. Her er DKF også vært for DM i MAKE-UP og DM i NEGLEDESIGN, hvor vinderne sender til de internationale konkurrencer i München og Düsseldorf i Tyskland.
Nedenstående er en godt beskrevet historie omkring DKF, skrevet af den tidligere formand Käte Meisingset.

DKF fylder 50 år den 2. marts 2007
Skrevet af Käte Meisingset

Opgaven: Et lille indblik i DKF’s historie! Efter at have gennemgået arkivet i stikprøver, har jeg indset, at jeg kunne skrive bøger. Hvad skal med? Jeg forsøger at forkorte historien, og den vil naturligvis være farvet og set med mine øjne. Det er småpluk, som indeholder både skidt og kanel.

Jeg er så heldig, at jeg engang fik kopier af DKF bladet helt fra 1957, og de danner grundlaget sammen med referatprotokollerne og min egen hukommelse.

Jeg fandt en tale fra DKF’s 20-års jubilæum skrevet af fru Elna Bossing (i gamle dage hed det fru!), og det er hendes tale, der i korthed viser begyndelsen.

Hun sagde bl.a.: citat:.. Den 2.marts 1957 blev en organisation født – det var egentlig en ret så streng fødsel, når jeg nærmere tænker over det. Veerne begyndte så småt i 53-54 og måske lidt før. Vor noble dame Fru Hornbech-Madsen var ”moderen” i dette lille spil. Ved alle fødsler er ”jordmoderen” en ret central skikkelse – i dette tilfælde var der nu flere, og de var såmænd alle lige ivrige for at ”barnet” skulle komme godt til verden, og alle nærede ønsket om sundhed og trivsel. Dets navn blev Danske Kosmetologers Landsorganisation – vel det blev senere omdøbt af den unge bestyrelse, det var sørme for besværligt med de lange navne. Nye tider – nye ideer! citat slut. Hun siger videre, at det foruden mod, energi og en stærk vilje krævede smidighed, menneskekundskab, offervilje og en meget stærk retfærdighedssans.

Fru Anne-Marie Hartig var med i bestyrelsen fra starten som kasserer, og kassen blev passet godt. Ikke én øre gik til bestyrelsen. End ikke en kop kaffe var på budgettet. I starten brugte man et firmas kasserede brugte kuverter, som man skar over, til kladdepapir. Selv 12 år efter krigen var der knappe tider.

Det synes, som om man altid igennem årene har haft samme problemer, som vi har i dag. Evig krig med at blive accepteret af lægerne og myndighederne, at blive forstået og værdsat. Forbud mod dit og dat og besvær med at få medlemmerne til at møde til generalforsamlinger, dog ikke til de mange kurser og medlemsmøder.

Her er nogle ”curiosity pluk”:

I 1963 var kontingentet 160 kr. årligt, og der skal ikke megen hovedregning til for at se, at det er mere, end der betales i dag.

Der var en note i et bestyrelsesmødereferat, der vakte min nysgerrighed. Vi befinder os i maj 1967. Bestyrelsesmedlemmerne er bestyrtet over en artikel i Politiken, skrevet af journalisten Lise Nørgaard efter et interviuw med et bestyrelsesmedlem. Hør her: … Lise Nørgaard havde trukket de negative ting frem i artiklen…. Er der noget vi genkender? Jeg fandt aldrig ud af, hvad vor elskede Lise Nørgaard havde skrevet, men med hendes egne ord er hun jo en skrap strigle, så der har nok vanket noget, der ikke har gjort livet lettere for DKL.

1971, acneproblemer: iflg. dr. Gilg – behandlingen skal være så skånsom som mulig, den skal udtørre huden og desinficere. Svovlpasta (i håndkøb) om natten, vand og sæbe (men den skal skylles grundigt af!) samt rysteblanding om dagen som makeup (findes i 6 farver).

1972, mænd har en overgangalder!

1973. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg i et referat fra et foredrag så … når en kvinde når klimakteriet ligner hun en lille trist, rynket kvinde… og det sluttede med, at hvis man ville undgå det, så skulle de behandles. Nej ikke af en kosmetolog, men med hormoner. Gæt om det var en læges påstand. Prof. Asboe-Hansen advarer om, at kosmetik kan skade huden. Samme år spørges om, hvorfor der ikke er datomærkning på produkter.

Man kunne ikke bare blive medlem af DKL dengang. Man skulle bestå en teoretisk og en praktisk prøve. Uddannelserne foregik rundt omkring på skønhedssaloner, som det så fint hed, samt på fru Dreyers skole – den senere Hudterapeutskolen, samt (som det antydes i referaterne) flere underlødige steder. Fuldstændig som det stadigvæk er kutyme.

I 1962 blev Fru Hartig formand, og i 1973 gik posten til Gerd Lund (efter nogle blev dette med fru droppet). Uden at forklejne nogen af DKF’s formænd, så synes jeg, at det, der skete det år, var en milepæl i foreningens historie. Jeg blev medlem i 1978, og jeg husker stadigvæk min store beundring for Gerd, som virkelig udviste engagement og entusiasme. Det var hende, det lykkedes for. Hun skabte en international uddannelse for kosmetologer i Danmark.

Kort tid efter foreningens fødsel blev DKL medlem af CIDESCO, hvis internationale skoleregler dannede grundlaget for skolen, som var unik, den eneste i verden, der var ejet af en national CIDESCO sektion. Skolen startede sit første hold i 1976. Jeg gik på andet hold.

Det var ikke altid let at promovere egen skole, samtidig med, at DKL, som medio 1975 bliver til DKF, anerkendte nogle halvdagsskoler, som skulle følge DKF’s egne skoleregler.

Eksamen fra CIDESCOskolen og fra de skoler, der fulgte DKF’s skoleregler, gav nu direkte adgang til DKF medlemskab. Hvis man var uddannet andet sted, skulle man op til en prøve, noget som nogle klarede med bravour, medens andre var rasende. Engang var der én, der gik til prøve med en båndoptager skjult i tasken. Det udløste et rabalder, og sådanne morsomheder var der nok af igennem årene.

Engang blev vi stævnet af Dansk Kiropraktor Forening, fordi vi kaldte os for DKF. De havde bare glemt at checke, at vi hed det først, og for øvrigt kan DKF ikke beskyttes.

Det sjove er at deltage i CIDESCO kongresserne. Man kommer rundt i verden i tøseselskab. Jeg har været i Hamburg, Helsingfors, Wien, Amsterdam, Firenze, New York, Stockholm, Kuala Lumpur, Rio de Janeiro, Washington, Athen med CIDESCO. Nogle kongresser er rigtig gode, andre ok og nogle bund. Det kan ikke undgås at noget kikser ind imellem. F.eks. i Rio, hvor vi skulle aflevere pas i pant for ørebollesneglene for at høre translatørerne. Man afleverer ikke sit pas i Brasilien, så hele kongressen foregik for os på portugisisk, men da det kom til stykket var det faktisk sjovt. Vi var til alle foredrag, selvom vi ikke forstod et pip, men det var festligt at se på! Og så var vi ude i det brasilianske natteliv uden ure, smykker og penge for ikke at blive plyndret, mens vi dansede samba.

Andre kongresser var rigtig gode f.eks. 2006 i New York. Perfekt og med en flot og kæmpestor udstilling. I 1989 svingede en svensk journalist et par stykker af os i en forrygende Lambada gennem Amsterdam til stor fornøjelse for hollænderne, der applauderede. Sjovest var nok Wien i 1986. Jeg glemmer aldrig den tur, og det er der vel ingen af deltagerne, der gør! Det største antal danskere, der har været med på en tur er 22, men det er få, hvis vi sammenligner os med Sverige.

Herhjemme har der altid været en årlig konference, en overgang i 80-erne afholdtes 2 årlige konferencer, og det varede fra fredag kl.9 til søndag kl.16. Alle 3 dage spækket med foredrag og udstilling. Tænk hvis alle igen ville tage sig frihed/tid til at deltage i sådanne arrangementer. I de sidste 3 år har det dog taget sig lidt op, synes jeg, men den vurdering overlades til andre.

Foreningen har altid haft et medlemsblad, selvom der i 1957 slet ikke var de muligheder, vi har i dag. Ingen af nutidens moderne hjælpemidler. Alt blev dengang skrevet på gammeldags skrivemaskiner uden rette-muligheder. Indholdet var der dog ikke noget at klage over. I 1973 overtog Inge Rex redaktørposten, og hun udgave 4 gange årligt et blad med succes i 12 år, og med hende fik bladet et layout, så det lignede et ”rigtigt” blad. Jeg fik den ære at blive hendes højre hånd, for senere at blive redaktør i 7 år med bladet TEINT og senere 3 år med Esthetique. Ind imellem var der skiftende redaktører.

Da Gerd Lund trak sig tilbage i 1979, var det for at blive vicepræsident i CIDESCO. Inge Rex blev derefter foruden at være redaktør også formand indtil 1985, hvor Else Kleist overtog.

Når jeg husker tilbage, tror jeg, at Else Kleist nok var den, der kom ud i de største stormvinde, når det galt om at styre biksen. Nye skoler dukkede op, ”brødmaskinerne” kaldte vi dem. For ejerne galt det om at tjene mange penge på kortest tid. Klagende elever gik i retten, og DKF blev involveret som rådgiver.

Andre foreninger dukkede op, mest fordi de skulle være garant for de skoler, som DKF ikke ville kendes ved. Advokater bad om assistance fra DKF i stor stil. Vi blev også involveret i sager med sundhedsmyndighederne, for – og hold nu godt fast – for også i 80’erne og 90,erne gik diskussionen om man måtte udføre permanent make-up, permanent hårfjerning og fjerne ”sprængte kapillærer”. Vi fik faktisk et brev fra Sundhedsstyrelsen dengang, der forbød det hele! Der var bare ingen, der overholdt det, og myndighederne fulgte ikke op med sanktioner, og så var der frit valg på alle hylder. Hvis myndighederne dengang havde fuldført deres eget oplæg, havde vi kunnet undgå cirkuset omkring emnerne i dag, og vi havde måske haft den autoriserede uddannelse, som man nu pønser på, når det gælder IPL.

DKF indførte i starten af 90’erne en eksamen for epilering, hvor der blev udstedt et bevis. Dette bevis blev adgangsbilletten til at arbejde hos f.eks. en læge eller hospital, hvor nogle kosmetologer allerede arbejdede, men år efter skred det hele igen.

Da Else Kleist gik af i 1988, overtog jeg formandsposten efter det første kampvalg i historien. Jeg vil gerne her sige, at havde jeg dengang vist, at det blev et kampvalg, ville jeg ikke have stillet op. Det er fedt at blive valgt, men det gør uhyre ondt at se, at den anden person bliver forkastet, en person, som jeg holdt af. Jeg håber, at en sådan situation aldrig vil ske igen.

Jeg kom på øretævernes holdeplads. I de foregående år havde frisørerne pønset på en offentlig uddannelse. Vi korresponderede med både undervisningsminister Bertel Haarder og arbejdsminister Henning Dyrmose. Det var lykkedes os at stoppe frisørernes oplæg til en efteruddannelse på 160 timer, og derefter en underlig kosmetologuddannelse, som var helt færdig og kun manglede Haarders underskrift. Heldigvis for alle også dem selv fik vi Haarder til at skrotte oplægget. Det var dengang frisørernes organisation troede, at en kosmetolog kun behandlede fra panden til under hagen. Set i bakspejlet tror jeg på, at også de må være tilfredse med det skete, fordi noget bedre fulgte.

I 1990 blev DKF anerkendt som organisation, som fik lov til at deltage i udviklingen af det, der i dag er Kosmetikeruddannelsen. Vi fik 4 pladser i Frisørfagets Fællesudvalg. Selve uddannelsen blev udarbejdet af Annie Hartvig, Vita Wiedmayer og undertegnede, samt en lærer fra Frisørskolen, som havde kendskab til hvordan en uddannelse struktureres.

Der blev et ramaskrig uden lige fra nogle kosmetologskoler, da vor deltagelse blev kendt, men alternativet var at sætte sig i en krog og surmule, at være udenfor, for nu var planerne godkendt af undervisningsministeren. Det var en oplevelse at deltage, men mindre morsomt var de trusler bestyrelsen fik.

Desværre var tiderne i 1990 ikke økonomisk optimale, og det betød, at der ikke var nok elever på CIDESCO skolen. Vi havde eksperter til at undervise i alle fag og kunne økonomisk ikke klare os i konkurrence med ”brødmaskineskolerne”, der brugte nyuddannede elever til at undervise næste års elever. Bestyrelsen måtte tage den beslutning, at vi måtte sælge skolen. Det gjorde virkeligt ondt, men der var ingen vej udenom. Vi havde en skoleleder, men bestyrelsen var den økonomisk ansvarlige. Vi fik ikke en krone for arbejdet, tvært i mod måtte vi selv betale utallige timers tabt arbejdsfortjeneste, så det kunne ikke forsætte. En æra var slut, men skolen kørte videre i privat regi og eksisterer stadigvæk.

Da DKF ikke længere kunne holde til en gang månedligt i skolens lokaler, fik vi egne lokaler i 1991 i Birkegade på Nørrebro. Disse lokaler ryddede vi 18.5.1993. Glemmer det aldrig, vi var i orkanens øje midt i de store optøjer efter EU-afstemningen. DKF blev medlem af Dansk Handel og Industri og flyttede ind i deres lokaler.

Tine Ryom havde afløst mig på formandsposten i 1992. Jeg valgte at gå, fordi jeg syntes, at det var unge kræfter, der skulle stå i spidsen. I 1993 overlod Tine pladsen til Karen Krogh, og jeg må beklageligvis sige her, at der intet materiale kan findes fra 1993 til 1998, så her er det ren glat is. I den periode husker jeg, at man åbnede foreningen for alle, der ønskede at være medlem uanset uddannelse og uden optagelsesprøve. Dette skulle skaffe flere medlemmer. Det gav dog ikke det ønskede resultat, tværtimod.

Indenfor dette tidspunkt fødes i hvert fald det nuværende medlemsblad Esthetique, og det er første gang at medlemsbladet er i farver. Kongresser afholdes nu 1 gang årligt.

1998 - formand Anne Mortensen, og med hende ser vi, at de årlige kongresser får et fornyende pift og flytter til kongrescenteret i Odense. Der er fra denne tid ikke meget materiale at se i, så det må blive ved det.

2000 - ny bestyrelse med Emma Vindelev som formand. Af referater kan ses, at man med ildhu er gået til opgaven. Der blev holdt virkelig mange møder og lagt planer, som kulminerede med at man ville omdanne DKF til en privat organisation ejet af Emma. DKF’s vedtægter tillod ikke dette og ideen blev nedstemt af medlemmerne, hvilket betød at bestyrelsen gik og en forretningsgruppe påtog sig at føre DKF videre indtil generalforsamling kunne afholdes.

2003 - ny bestyrelse og undertegnede indvilgede i at blive formand igen-igen. Kassen var skrumpet de foregående 3-4 år, så den nye bestyrelses opgave blev at spare. De sidste par år er gået med at samarbejde med myndighederne, og bl.a. være med til at lave en ny offentlig efteruddannelse, hvor alle kosmetologer/kosmetikere kan uddanne sig til mikropigmentister. Det er også de sidste 3 kongresser, der virkelig har rykket deltagermæssigt, og hvor alle leverandører har sluttet op om bestyrelsen med flotte udstillinger.

2006 ny formand Diana Sommer.

Når jeg kikker tilbage, gør jeg mig selvfølgelig tanker. Hvordan kan det være at nogle bestyrelsessammensætninger klarer sig flot og homogent igennem et til tider besværligt bestyrelsesarbejde, hvor man absolut ikke altid er enige. Længst siddende formand holdt i 11 år. Én ting er sikkert. Det skal være totalt ulønnet frivilligt arbejde, og alle skal deltage på lige fod. På et tidspunkt ses det, at man har givet løn til formand og næstformand. Den bestyrelse gik hurtigt til grunde efter 2 år, hvad der så end gik galt. I de første mange årtier betalte bestyrelsesmedlemmerne selv alt, senere blev det således, at de får dækket deres udgifter til porto, telefon, transport og fortæring ved møder.

Der har været 12 formænd på 50 år. Der har været mange bestyrelsesmedlemmer, og det er umuligt at nævne dem. Dog vil jeg fremhæve én, fordi hendes udholdenhed er unik. Det er Lone Ladefoged. Hun blev Danmarks første CIDESCO kosmetolog og i 1979 blev hun valgt ind i bestyrelsen. Hun var kasserer i 19 år. Hun havde sin klinik, 2 børn og mand + 2 sheepdogs. Hør så her. I de år var det uden regnskabsassistance, som vi har nu, ingen computerhjælp, ingen mobil, ingen e-mail, ingen pbsbetaling, uden det hele. 4 gange om året skrev hun alle kontingent girokortene i hånden (op mod 500 i kvartalet) + kuverterne og postede det. Hun modtog alle pengene på giroen og bogførte det. Hendes kartotek blev ajourført i hånden, for det var ikke muligt på andre måder førend omkring 1990. Det var hende, der var primus motor i de 2 kongresser, vi havde årligt, og det var hende, der bare altid var med på det hele. Hun fik aldrig en krone for det. Det er tankevækkende, ikk?

Fra starten var Aase Thorfeldt og Annelise Woods med i bestyrelsen. 50 år efter er de stadigvæk medlemmer.

GOD VIND I SEJLENE FREMOVER!

Herunder kan du downloade artiklen "50 år i skønhedens tjeneste", Kosmetologens krønike, skrevet omkring klinikindehaver Elly Holmberg der har været med fra DKF's start i 1957.